Bådsmandsstol: Sådan anvendes bådmandsstolen

Bådsmandsstol og sikkerhed

Bådsmandsstolen er et vigtigt bådudstyr som bør findes på alle sejlbåde. Man kan meget vel risikere at skulle op i masten, typisk fordi en fald er steget til tops, eller har viklet sig fast. Bådmandsstolen bruges dog også til mere rolige reparationer, som fx skift af en pære eller montering af antenner mv.

Hvad er en bådsmandsstol?

En bådsmandsstol er et sæde eller sele, som bruges til at hejse en person op i en mast med. Oprindeligt var det blot en planke af træ monteret med tov, mens det i dag er en slags sikkerhedssele til personløft.

Typer af bådsmandsstole til personløft

Der findes ret mange modeller bådsmandsstole efterhånden, men man kan stadig købe den klassiske orange, som mest ligner en stofgynge til børn. Den er blød og vil derfor stramme sammen om numsen, når den hænger. En fordel ved den er, at den ikke fylder ret meget når den ikke er i brug, hvilket jo er 99,9% af tiden på en fritidsbåd. Den fås også med indbygget værktøjsbælte, hvilket er ret praktisk.

Den trekantede model bådsmandsstol har den fordel at den er billig og har fast sæde. Den kan foldes sammen og fylder ikke det store under fx en køje. Den har typisk indbyggede værktøjslommer og kan justeres så den passer nogenlunde til personen.

Den firkantede model bådsmandsstol findes i et utal af udgaver og kvaliteter. Den udmærker sig ved at have et fast sæde og at hænge i fire punkter, som gør den mere behagelig at hænge i, fordi intet klemmes ind mod personen.

Buksemodel Spinlock har fremstillet en bådsmandsstol der har form som et par shorts. Det giver mere fri bevægelighed i benene, som de fleste foretrækker at sno rundt om masten, som en ekstra sikkerhed. En tilsvarende model har mavebælte og brede selestropper rundt om benene.

Hvad koster en bådsmandsstol?

En billig model kan fås helt ned til omkring 300,- mens en mere komfortabel stol til riggen kan koste mange tusinde.

Fastgørelse af bådsmandsstolen

En bådsmandsstol skal fastgøres til et fald i masten, og ja, faldet er stærkt nok til personløft, hvis det kan holde et sejl. Man bør dog altid have en ekstra line i sig – altså et fald mere. Den sikreste fastgørelse er, at man fx har en klatresele eller livlinesele på også. På den måde har man to uafhængige systemer, hvis den ene skulle svigte.

Bådsmandsstolen skal fastgøres i faldet med den eksisterende sjækkel. På en bådsmandsstol vil der altid være et øje at gøre fast i. Er der ikke sjækkel på faldet, vil man kunne bruge fx et dobbelt halvstik som er sikret med et dobbelt halvstik om egen part også.

En hjælper trækker personen op i faldet ved hjælp af en spilkop. Faldet bør fastgøres undervejs på en klampe, men allerhelst en spilaflaster, som har den egenskab at den kan låses mod at glide ud, men der kan trækkes hjem i den. Det vil sige, at uanset at hjælperen skulle miste grebet om tovet, så kan personen i masten ikke falde ned.

En tredje person må meget gerne følge med, med et yderligere reb som beskrevet ovenfor. Så er sikkerheden helt i top.

Bådsmandsstol til kran

På mange havne vil man se et advarselsskilt på mastekranen – “Må ikke bruges til personløft”, alligevel er der en del som lader sig hejse op i kranen med en bådsmandsstol. Det er dog en rigtig dårlig ide. Kranen står nemlig fast mens masten bevæger sig. Kommer der en bevægelse i båden bliver den kraftigt forstærket oppe i masten, som kan svinge meget voldsomt. I værste fald kan masten slå ind i personen, som ikke følger med bevægelsen fordi kranen holder stramt fast.
Så en stor advarsel – Lad dig kun hejse op i selve masten!

Dobbelt Slyngstik – Prusik-knob: Ekstra sikkerhed når du er i masten

Når du først er oppe hvor du skal arbejde, kan du lave en ekstra sikring ved hjælp af et dobbelt eller tredobbelt slyngestik. Det har den egenskab at hvis der kommer træk på det i nedadgående retning, så låser det. Knobet laves helt simpelt, af en tov-ring som lægges to eller træ gange rundt om masten og trækkes igennem sig selv.

slynge knob
Dobbelt Slyngstik – Prusik-knob

Alternativ til bådsmandsstol

Det kan selvfølgelig på ingen måde anbefales at bruge nedenstående forslag, men det kan måske være rart at vide i en akut situation.

  • Et stykke tovværk med to pælestik: et under bagen, et under lårene.
  • En fender, bind den i begge øjer, men lad tovet løbe på undersiden af den, for at mindske trækket i selve fenderen.
  • En badestige/lejder.
  • “Rebstige” – lav en stige af øjer i et langt reb, og hejs det op i et fald. Personen skal så klatre op i stedet for at blive hejst.

Brug af bådsmandsstol på havet

Er man nødt til at kravle i masten mens man ligger på søen, kan følgende gamle tip benyttes (foruden allerede beskrevne):

  • Sejl halvvind. På denne kurs er det lettere at håndtere rulninger, end hvis båden hugger.
  • Brug en gammeldags tyk redningsvest som beskyttelse mod slag fra masten.

Indhold beskyttet mod kopiering.

Scroll to Top