Kufen, også kendt som kufgaleasen, repræsenterer en historisk bådtype, der spillede en vigtig rolle i sejladsens verden i det 18. og 19. århundrede, især i regioner som Vadehavet. Disse fladbundede fartøjer, med deres karakteristiske skrogform og to master, udgjorde et vigtigt kapitel i søfartens historie.
Billedet viser kuffen Magaretha i hovedkanalen i Papenburg
Konstruktion og design
Kufens skrog var udformet efter hollandsk byggeskik, med en tilnærmelsesvis ens form for både for- og agterender. Skibet var, ligesom smakken, fladbundet og bredt i begge ender, og for at modvirke afdrift var det udstyret med sænkbare sidesværd. Afhængigt af størrelsen kunne kufen have enten en eller to master. Tre forsejl blev båret på stag til kort bovspryd, mens stormasten og mesanmasten bar gaffelsejl med bom, og i visse tilfælde topsejl på stormasten.
Anvendelse og Karakteristik
Kufen, et fartøj med to master, havde en størrelse mellem 30 og 60 nettoregistertons og krævede en besætning på typisk 2-4 mand. Den blev primært brugt i Nord- og Østersøfarten og var en almindelig syn langs kystområderne i det 18. og 19. århundrede.
Historisk betydning
Kufen spillede en afgørende rolle i handel og transport i Vadehavet, der strakte sig over Belgien, Nederlandene og Tyskland. Dens fladbundede design og evne til at manøvrere i lavvandede farvande gjorde den til et uundværligt redskab i maritime aktiviteter i regionen.
Fra sin oprindelse med et spydsejl til dens senere udvikling med et gaffelsejl, forblev kufen et symbol på maritimt håndværk og innovation gennem århundrederne. Selvom dens brug faldt i løbet af det 20. århundrede, står kufen som et minde om den maritime arv og den vigtige rolle, den spillede i fortidens søfart.
