Aflaster: Hvad er en aflaster og hvilken skal jeg vælge?

aflaster

Aflastere er en moderne tilføjelse til sejlbåde, som er en stor hjælp under sejladsen.

Hvad er en aflaster på et skib?

En aflaster er et beslag som ved hjælp af et eller to håndtag, fastholder tovværk ved at knibe sammen om det.

Når man skal slække ud på fx et skøde eller et fald som er fastholdt af en aflaster, er det nemt blot at løfte håndtaget – Så slippes taget i rebet på en gang. Det er altså som regel nødvendigt at holde fast i rebet og fire det ned ved håndkraft.

Aflasteren fungerer som 1. fastgørelsespunkt, men det anbefales også at gøre rebet fast på båden så der er to. På den måde er man bedre sikret mod tovværk der løsner sig selv.

Jeg ville meget nødigt undvære mine aflastere, men da (eller måske især fordi) jeg er vokset op med ældre træbåde, har jeg sejlet meget uden.

Hvad er en faldaflaster?

En faldaflaster tager trykket fra faldet på masten, så fastgørelsen af faldet bliver nemmere og så trykket ikke er på selve klampen.

Man kan hive hjem mens faldaflasteren er lukket, så man kan holde pause mellem trækkene i faldet uden at sejlet falder ned.

Single aflaster set hos dkmarine.dk

Hvad er en spilaflaster?

En spilaflaster kaldes også nogle gange en skødeaflaster, da den typisk benyttes til skøder. Men hos os har vi en spilaflaster som både benyttes til storskødet og fald. Vi har ikke aflaster på skøder til forsejlene.

En spilaflaster benyttes til alle typer tovværk og kan være sammensat af mange aflastere i en. Den har helt samme funktion som en faldaflaster, men den sættes før et spil så håndtering af spil bliver nemmere.

Hvilken aflaster skal jeg vælge?

Når man vælger aflaster til sin båd er der forskellige specifikationer på produktet man skal være opmærksom på:

  1. Dimensionen på reb.
  2. Belastningsstyrken – Hvor meget tryk den kan holde til.
  3. Om man kan trimme mens den er lukket.
  4. Om den har et stort greb der er nemt at håndtere.
  5. Hvor mange reb den skal kunne håndtere.
  6. Hvordan den skal fastmonteres på båden.
  7. Om der kan ilægges endeløse liner (hvis du har det).
  8. Om der er monteret lavfriktionstrisse så aflasteren ikke giver modstand.
  9. Om typen af kæber der fastholder rebet slider unødigt, så rebets holdbarhed nedsættes.

Ved hjælp af denne liste er du derfor i stand til at afgøre hvilken aflaster du bør vælge.

Hvad er et frølår på en båd?

Et frølår er en slags aflaster, men er udformet anderledes end de før beskrevne. Den har ikke noget håndtag og virker ved to drejelige rillede skiver som fastlåser reb eller snor.

Et andet navn for frølår er cleat. Nogle gange bruges også de misvisende navne skødeklampe og beknebsklampe, så vær opmærksom hvis du søger efter frølår.

Når man bruger frølåret, lægger man linen ovenpå den og trækker nedad og hjem på linen. Så lægger den sig ned i rillen af sig selv.
Når man skal løsne et frølårs greb om en line, trækker man opad og en lille smule hjem, så slipper det.

Der er store forskelle i hvad frølår er fremstillet af. De billige er i en form for forstærket plast, mens de dyre er i metal.

Man kan få frølår som er monteret med bøjler og frølår der sidder på forskellige typer blokke, som hjælper ( meget) når skøderne skal håndteres.

frølår til båd
Frølår kan fås meget billigt

Hvordan vedligeholdes aflastere på båden?

Aflastere kan skylles for salt i løbet af sæsonen og rengøres med bådshampoo når resten af båden alligevel bliver rengjort. Bådshampoo fjerner voks, så det er bedst at gøre inden man fx skal ordne fribord.

Bevægelige dele kan smøres, men spørg der hvor du køber aflasteren, hvilket smøremiddel der er optimalt.
Personligt bruger jeg (en sjælden gang imellem) silikonespray til mine meget gamle spilaflastere, men det er ikke en anbefaling da jeg ikke har ekspertviden om materialerne.

Hvorfor koster aflastere så meget?

En aflaster er nødt til at være et kvalitetsprodukt, fordi den skal holde til det store træk i mange år. Materialerne skal kunne holde til salt, vind og vejr og består da også typisk af UV-bestandigt komposit, aluminium og rustfrit stål.


Min erfaring er, at spilaflastere holder virkelig længe – 20 år eller mere, så prisen er i virkeligheden ikke så høj, men det er selvfølgelig en større udskrivning i købsøjeblikket.

Tip: Sæt navne på aflasteren

Når man har flere reb igennem en aflaster til flere liner, kan det være praktisk at sætte navn på håndtagene. Dette er selvfølgelig især praktisk hvis man sejler med skiftende besætning, men er også smart til os med vigende hukommelse.

Man kan selvfølgelig altid se op (det gør vi selv) og lægge mærke til hvor linerne løber, men det er nu alligevel ikke nogen dårlig ide.

Man kan lave sine labels selv, skrive med vejrbestandig tusch eller købe labels som de viste.

Indhold beskyttet mod kopiering.

Scroll to Top