Sejl – Sejlmagerens bedste råd til vedligeholdelse af sejl og tovværk

Dette er skrevet af min søster, Danmarks første kvindelige sejlmager Karen Boa, men jeg har fået lov at tilpasse det til internettet.

Hvordan forlænger jeg mine sejls levetid?

Dacron/mylar/kevlarsejl samt presenninger og ruder:

Når du har været ude at sejle og det har regnet, bør du sørge for at sejl og presenning bliver tørret. Det behøver ikke at være et sted hvor sejlet kan hænges op, kahytten kan snildt bruges. Bred sejlet ud i kahytten, eller i det mindste et sted hvor der er rimeligt tørt. Her vil det tørre helt stille og roligt. Et rummeligt skur kan også bruges.

Hvis du har mulighed for det så lad sejlet tørre i vinden, evt. dagen efter en våd sejltur. Lad ikke sejlet slå i vinden, men tag en lille sejltur i stedet. Det er jo det sejlet er lavet til.

Sejl kan ikke tåle:

  • Sol
  • Saltvand
  • Skarpe kanter
  • Splinter
  • Brændstof

Sol og saltvand bidrager hver især til, at der opstår jordslåethed, hvilket er den direkte årsag til grimme skjolder og råd. Det er meget svært at fjerne, når det først er kommet, men en opløsning af mild Rodalon og vand samt en blød børste og masser af vand til at skylle Rodalonen ud igen, kan være en måde at slå mikroorganismerne ihjel. Det kan ikke fjernes fuldstændigt, men kan stoppes.

Derfor er det vigtigt at være på forkant med rengøringen.

Skarpe kanter og splinter fra træ river sømme i stykker og kan lave hul i sejlet. Sæt tape om splitter på salingshorn.

Brændstof fx. diesel, gør at sejlet bliver fedtet og ubehageligt at røre og lugte til. Brændstof er et opløsningsmiddel og kan være med til at fjerne overfladebehandlingen på dugen, så sejlet mister sin stabilitet.

Hvordan foldes sejl sammen?

Sejlet tager ikke skade af at blive lidt krøllet, selv mylar og kevlarsejl er lavet til det i dag. Selvfølgelig er det bedst at rulle sejl. Det gælder alle slags sejldug bortset fra spilerdug, hvor det rent praktisk ikke kan lade sig gøre.

Sejlet foldes sammen lettest langs det korteste lig, som regel underliget, fold herefter ca. ½ meter (eller lidt mindre end sejlposens højde) hen over sig selv, så hver fold danner et Z. 

Der er ingen grund til at lægge sejlet sammen langs forlig eller agterlig, det fylder alt for meget, når det skal foldes og så er træbroen, hvor det som regel finder sted, fuld af skarpe kanter og splinter, som kan sætte sig i syningerne og rive dem over. Det forringer sejlets stabilitet og levetid.

Hvordan vasker man sejl?

I løbet af sæsonen kan der dannes fine saltkrystaller på overfladen. De kan nemt fjernes ved at spule sejlet. En stille dag  hænger du blot sejlet op, gerne på sin vante plads, herefter spules sejlet med ferskvand til overfladen føles glat og ren. Når så sejlet er skyllet godt og grundigt, tørres sejlet til det er HELT tørt. Dvs. når det ikke føles koldt mere.

Et rent sejl holder længere.

Sådan passer du på din spiler og genakker

Spilerdugen er langt mere ømfindig overfor slid og jordslåethed end mylarsejlene. Derfor er det specifikt vigtigt at få tørret spilerdugen efter brug. En ækel bivirkning ved ikke at tørre spiler og genakker, er den grimme lugt båden får indvendig, hvis man opbevarer våd spiler i kahytten!

Spileren bliver med tiden også blødere og mindre faconstabil, hvilket også er et incitament til at rengøre spileren, faconen holder nemlig længere når sejlet er rent.

Sådan foldes en spiler

Spileren lægges nemt sammen ved at tage fat i den ene barm, samle sideliget i passende folder og mens man holder det ene samlede sidelig, kan man samle det andet og til sidst proppes ned i posen. Man KAN faktisk godt gøre det alene, men det er nemmere når man er to. – Hvem er hurtigst når der sejles kapsejlads?

Hvis spileren skal gemmes væk i længere tid, kan du bruge samme princip som ved sammenfoldning af trekantede sejl. Barmene samles, og så har du jo faktisk en trekant, der foldes som et Z langs underliget. Hvis spileren har et stort underhæng, kan det være en fordel at folde et stykke op først, inden den egentlige sammenfoldning. Bare husk at sejlet skal være HELT tør.

Vinteropbevaring af sejl

For vinteropbevaring af alle typer tekstil ombord gælder,
– at det skal være tørt, frostfrit og rent.
Så holder dine sejl, tovværk, presenninger og hynder længere.

Sådan vaskes reb og tovværk

Tovværk er alt reb på båden: skøder, fald, liner, fortøjninger mm.

Tovværk skal være rent og behageligt at røre ved – det bliver også sjovere at sejle når grejet virker. Tovværk, der er fyldt med salt og evt. tang, bliver stift og uhåndterligt. Det klares nemt med lidt vaskemiddel og enten i vaskemaskinen – hvis man tør – eller i badekar eller stor balje. Hvis du vasker tovværk i maskinen, skal alt rigning fjernes og maskinen køre én gang på almindeligt vaskeprogram ved max. 40 grader. Lad være at koge tov, det kan krybe lige som tøj – det er de samme fibre. Tovværk kan i øvrigt ikke tåle tørretumbling!

I badekarret ligger tovværket i blød natten over og tørres grundigt inden det f.eks. pakkes væk for vinteren.

Når tov skal opbevares ombord, sker det oftest i kurve, små sejlposer, i lærredsposer eller i én stor kasse. Det giver naturligt nok overblik og mindre rod, hvis tovværket opbevares i passende poser. 

Tovværk har som alt andet tekstil, brug for luft for ikke, at blive fyldt med mikrober, der enten gør tovværk jordslået, fedtet og/eller stift. 

Det samme gælder også hynder og puder – luft skal der til.
Lidt fugt skader ikke, medmindre der ikke er luftgennemstrømning.

Sejl og tovværk ombord

Nogle af de dyreste og mest ømfindtlige dele ombord på en sejlbåd, er sejl og tovværk. Begge dele kan blive jordslået og hvis de vinteropbevares fejlagtigt, kan mange gode timer på vandet gå tabt. Her er en vejledning til længere holdbarhed og gode råd til vedligeholdelse af bådens mest energivenlige motor. 

Indhold beskyttet mod kopiering.

Scroll to Top