Sejlklubber er en del af det enestående danske foreningsliv, og kan være en større eller mindre del af det at være sejler. Det kan være meget givende at være medlem af en sejlklub, men det kan også give en del bøvl og være en tidsrøver.
Hvad er en sejlklub?
Det er faktisk ikke helt nemt at sige hvad en sejlklub er, fordi der er utroligt mange konstellationer af klubber. Nogle er nærmest hyggeforeninger, mens andre står for drift af større anlæg.
Sejlklubber er demokratiske foreninger, hvor bestyrelsen og formanden vælges ved en generalforsamling. Foruden bestyrelsen findes der som regel også flere udvalg, som medlemmerne kan vælge at gå ind i. Det drejer sig typisk om udvalg vedrørende arrangementer som fester, kapsejladser, klubhusets og havnens vedligeholdelse (hvis sådanne findes).
Hvorfor være medlem af en sejlklub?
En sejlklub kan være rigtig fornuftig at være en del af i flere forskellige situationer:
- Hvis sejlklubben tildeler bådpladser
- Hvis man ønsker at gå på sejlerskole i den pågældende klub
- Hvis man ønsker socialt samvær med andre sejlere
- Hvis man gerne vil benytte sig af tilbud fra Dansk Sejlunion (obs ikke alle klubber er medlem)
- Hvis man gerne vil være en del af frihavnsordningen (obs ikke alle klubber er medlem)
- Hvis man gerne vil bidrage til sejlsportens udbredelse
- Hvis man gerne vil deltage i kapsejladser eller andre sejlture sammen med andre
Over 50.000 danskere er medlem af en sejlklub, så der er rig mulighed for at møde ligesindede ude i klubberne.
Sådan finder man en sejlklub
På dansk Sejlunions hjemmeside kan du se et kort med medlemsklubber i danmark. Der vises også kontaktoplysninger til de enkelte klubber, så det bliver nemt at komme i kontakt med dem: Dansk Sejlunion Klubkort
Hvad koster det at være medlem af en sejlklub?
En typisk sejlklub koster 1200,- til 1500,- for et halvt år. Dette er selve medlemskabet af klubben. Har man båd i havnen eller benytter andre af klubbens tilbud, kommer dette oveni sejlklubbens pris. Sejlklubber får ofte tilskud fra kommunen eller andre instanser, som er med til at holde prisen med medlemskabet nede. Sejlklubber råder ofte over store arealer som både skal vedligeholdes og driftes, derfor er prisen på en sejlklub ikke helt ubetydelig.
Kan man gå til sejlads?
Ja, det kan man godt. Man kan både melde sig ind i en sejlklub der tilbyder undervisning i sejlads (og efterfølgende rutinesejlads, eller leje af båd), eller man kan blive del af klubber hvor man deles om både. Sidstnævnte er dog lidt sværere at finde, men der er kommet nogle løsninger indenfor især motorbåde, hvor man abonnerer på et medlemskab og har adgang til flere både.
For børn findes der rigtig mange muligheder for at komme ud at sejle, herunder juniorafdelingerne i sejlklubberne, men også søspejderne er en oplagt mulighed for børnene.