Velkommen til Boat.dk

Bo@ er en Contessa 28 fra 1980 som jeg købte for fem år siden.
Båden har tilhørt den engelske flåde under navnet Pocard og skiftede navn da den forrige ejer overtog den. Hans navn for den var Nambawan. Under mit ejerskab har båden skiftet navn til kaldenavnet båden , men da det er en engelsk bådtype hedder den jo så altså boat. Mit efternavn er Boa og jeg har i årevis arbejdet som IT-underviser, derfor staves navnet med @.

Båden ligger i Kalkbrænderihavnen hvor jeg var medlem af Kvindelig sejlklub, men nu ligger den i Sejlklubben København.

Contessa 28 indretning

Contessa 28eren er en skøn båd med virkelig meget plads i. Den er tegnet til 6 personer og har virkelig meget komfort, men cockpittet er lidt udfordret af det lange ror, som stort set optager al pladsen. Jeg foretrækker da også at være færre personer i den, men til to personer er den meget magelig.

Bådens indretning er klassisk og godt gennemtænkt. Der er meget stuveplads, men også plads at bevæge sig på. Der er nem adgang til alt vitalt og båden er født med alle fald ført til cockpit og en god løjbom ovenpå ruffet.
Indvendigt er toilettet fx praktisk, med en dør ind til den store kahyt og der er fin ståplads overalt. Pantry er udstyret med en køleboks der følger skrogets form og åbnes oppefra, en velfungerende gasovn med to blus og flere praktiske rum der kan rumme det meste – også i hård sø. Der er tænkt over at man træder ned på bordpladen og denne kan løftes af hvilket afslører en god afløbs”bakke” til opvasken, direkte ned i vasken.

Maskinen ligger godt under cockpittet og man kan nemt tilgå den fra flere sider – dog sidder oliepinden på min Nanimotor lidt bøvlet. Det er meget nemt at skifte filtre, vinterkoncervere og holde øje med motoren, blot ved at løfte trappen af.

Af ekstra udstyr i båden kan nævnes et dieselfyr og radar, ellers er båden født med det meste.

Forrige ejer har sejlet meget og langt, blandt andet har båden flere gange været i Polen, hvor den er blevet udstyret med fx ny motor, et Selva sejldrev og en noget overdimensioneret targabøjle, som dog er en kæmpe forbedring under sejlads (og derfor kommet for at blive).

Der er lavet mange ting på båden, som især mangler finish, men herom vil jeg skrive i særskilte indlæg.

Jeg håber vi kan dele viden og at vi mødes på vandet

Sejlerhilsen fra Ane

Indhold beskyttet mod kopiering.

Scroll to Top