Et afløbshul eller vandindtag i skibsside eller under vand, kaldes en skroggennemføring, bordgennemføring eller en søventil.
Hvad er et skrog?
Først, lad os lige fastslå hvad et skrog er. Et skrog er skibets krop. Altså de vigtigste dele som sider, klædning og køl. Ikke overbygning og dæk.
En skroggennemføring går derfor igennem skibet, enten over eller under vandet.
Hvad er en skroggennemføring?
En skroggennemføring er et beslag af metal eller kunststof, som gør det muligt at spænde en slange på hullet, så man enten kan aflede spildvand eller luft (fx fra en håndvask), eller tage havvand ind (fx til køling af motor).
En skroggennemføring består typisk at et rørstykke med gevind og en spænderem som sidder på indersiden af skroget. Der findes dog rigtig mange forskellige typer af skroggennemføringer. Fx en engelsk type, hvor nogle bolte er støbt ind i glasfiberen, så en søventil med hane og slangestuds sættes på i en arbejdsgang.

Sikkerheden omkring søventiler
Det er vigtigt at være opmærksom på søventiler om bord på en båd. Selvom søventiler er planlagte huller med en funktion, kan problemer opstå, hvis de bliver utætte. Dette kan medføre risikoen for, at båden begynder at tage vand ind og eventuelt synker. Hvert år oplever danske havne tilfælde, hvor både er sunket på grund af ældre og utætte søventiler. Derfor er det afgørende at kontrollere og udskifte søventiler regelmæssigt for at undgå sådanne risici. Ved at være opmærksom på tilstanden af søventilerne og tage hånd om eventuelle problemer i tide, kan man bidrage til at sikre bådens stabilitet og besætningens sikkerhed.
Ved alle skroggennemføringer bør du opbevare en lækageprop som hurtigt kan bankes i, hvis søventilen svigter og båden springer læk.

Lækagepropperne er smarte, fordi de kan passe i ethvert hul – også en slange fx.
Skroggennemføringer skal kunne lukkes
Du bør jævnligt motionere hanerne der sidder på søventilerne. De har det med at tære fast eller blive stramme. Sidder din hane fast, kan du fx prøve med et produkt som Loctite Freeze and release. Det er en oliespray som kommer ud i kold tilstand, og kulden er det som får metallet til at trække sig sammen. Sammentrækningen kan fjerne fastlåst skidt og snavs og let tæring.
Nogle forsikringsselskaber har særlige regler omkring søventilerne, så tjek din police for dette. De kan fx stille krav om udskiftning af søventiler med jævne mellemrum, eller at de er lukkede når båden er i havn (hvilket ikke er så smart når det er frostvejr – Se artiklen om Båd i vandet om vinteren)
Hvad er en søventil?
En søventil består typisk af tre separate komponenter, der tilsammen udgør det, vi generelt betegner som en søventil.
- Skroggennemføring: Dette er den del, der passerer gennem bådens skrog og muliggør tilslutning af ventilen.
- En åbne/lukke-ventil: Kaldes også en hane og fås i flere forskellige design. Hanen skrues på det gevind som
- Studs til slange-montering: Studsen monteres på ventilen.
Skroggennemføring plast
En del misforstår at skroggennemføringer der ligner plast ofte er lavet af komposit, som er noget helt andet. Man kan dog godt få skroggennemføringer i PP plast hos fx Biltema. Plast er ikke særligt anbefalelsesværdigt til formålet, da det nedbrydes af temperatur, lys og fugtighed. Men det kan benyttes ved fx udluftningshuller over vandlinjen.
Skroggennemføring komposit
Komposit er ved at være et førstevalg hos mange. De installeres da også i nye både, og vejer kun lidt. Komposit er et meget stærkt blandingsmateriale og kan holde i årevis. hvor længe ved man faktisk ikke endnu, for de har ikke været på markedet længe nok.
Nogle har fortalt, at de har haft svært ved at få plads til de relativt store konstruktioner søventiler i komposit udgøre, og en enkelt historie om at den bukkede under da en sejler trådte på den er kommet mig for øre. Prisen er høj og brandsikkerheden ikke lige så god som ved messing, men ellers skulle der ikke være nogen årsager til at vælge dem fra, så vidt min undersøgelse har vist.
Komposit har en anden fordel, at man kan blande den med et hvilket som helst andet metal, uden at risikere galvanisk tæring, som er en af de mest almindelige årsager til at søventiler bliver utætte.
Skroggennemføring bronze
Bronze anses af de fleste for det optimale materiale til skroggennemføringer og søventiler. Bronze er blandet af kobber og tin, og er meget modstandsdygtigt over for korrosion og galvanisk tæring, hvilket resulterer i en ekstraordinært lang levetid. Ved korrekt montering og vedligeholdelse holder bronzeventiler i årtier.
Skroggennemføring messing
Messing er en legering af primært kobber og zink. Zinken ligger lavt i spændingsrækken og messing er derfor meget udsat for tæring. Eneste fordele ved messingsøventiler er, at de er pæne og relativt billige.
Skroggennemføring rustfrit stål
Stål er problematisk når det udsættes for salt, for salt nedbryder stålet. Derfor kan stål kun anbefales hvis man sejler i ferskvand eller er frisk på at skifte igen indenfor en overskuelig årrække (mindre end ti).